Ansigterne

Det at skrive havde altid været en leg, en lykkelig beskæftigelse, der tillod hende at glemme alt andet i verden.

Ansigterne af Tove Ditlevsen

– This novel was read an reviewed in Danish.

Titel: Ansigterne
Forfatter: Tove Ditlevsen
Udgivelsesår: 1968
Min bedømmelse: 5 af 5 stjerner
Sådan starter den: Om aftenen var det en lille smule bedre.
Jeg vil anbefale bogen til:
– Dig, der kunne lide Rosemary’s Baby.
– Dig, der interesserer dig for kvinder i 1960’erne.

‘Ansigterne’ er et skræmmende og smukt portræt af Lise, en forfatter, der lever sammen med sin mand, tre børn og deres hushjælp, den frisindede Gitte. Lise døjer med usikkerhed og følelsen af at være utilstrækkelig. Hun elsker at skrive, men føler sig aldrig god nok: hun føler, at hun er falsk og at det blot er et spørgsmål om tid før hun bliver afsløret.

Berømmelsen havde brutalt revet det slør til side, der altid havde skilt hende fra virkeligheden. Hun havde holdt en takketale. som Gert havde skrevet for hende, og imens var hun blevet grebet af sin barndoms angst for at blive afsløret, for at man skulle opdage, at hun spillede komedie og udgav sig for en anden, end hun var. Denne angst havde egentlig ikke forladt hende siden.

Det er ikke kun som forfatter, at Lise føler sig utilstrækkelig og falsk, det er også i mange af de andre roller hun påtager sig i sit liv. Hun føler sig utilstrækkelig som kvinde, som frihedstænker, som hustru og mor. Om det er det, der fører til hendes sammenbrud skal jeg ikke gøre mig klog på. Men bryde sammen, det gør hun. Hun får modbydelige vrangforestillinger, der glider sammen med virkeligheden på den mest uhyggelige vis, så vi som læser også langt hen ad vejen er i tvivl om, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed. Meget Rosemary’s Baby-agtigt.

Jeg holdt nok mest af de indledende kapitler, der foregik i Lises eget hjem. Her var det meget svært at skelne mellem sindssyge og virkelighed. Da Lise bliver indlagt på psykiatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg bliver det endnu mere uhyggeligt og endnu mere klart, hvor slemt hun har det.

Jeg behøver vel næsten ikke nævne, at sproget var helt fantastisk. Smukt og intelligent uden at være snørklet. Som kun Tove Ditlevsen kunne gøre det. Det burde ikke komme bag på mig, men bliver alligevel overrasket, når hun bliver ved med at være god og interessant.

2 thoughts on “Ansigterne

  1. Jeg husker første gang, jeg læste den – den gjorde et dybt indtryk på mig, men jeg var heller ikke mere end 16-17 år og vil nok mene, det er den helt forkerte alder at læse den i 🙂 Jeg har senere genlæst den med større indsigt 🙂
    Sikke nogle utroligt søde huer, du har lavet til den lille 🙂

    • Jeg tror, at den sagtens kan tåle at blive genlæst – min mor er netop gået i gang med at genlæse den (læste den i ’69).

      Og jeg tænker, at en lille vinter-baby ikke kan få nok huer 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *