I dag er det Bowies fødselsdag. På tirsdag er det et år siden han døde. Jeg kan huske da jeg hørte nyheden. Det var tidlig morgen, jeg sad i sengen og ammede en halvanden måned gammel Edith mens jeg tjekkede nyheder på min telefon. Øverst i min indbakke lå nyheden om Bowies død. Der gik et sug af uvirkelighed igennem mig.
Bowie døde en nobel, privat død, mens alle hans fans lyttede til hans nye album.
Jeg har været Bowie-fan så længe jeg kan huske. Det er noget særligt at være Bowie-fan. Noget som er svært at forklare. Det er ikke blot fascination af musik og et menneske. Det er en følelse af at blive forstået, at ikke føle sig så alene. Det kan godt være, at vi, hans fans, ikke kendte ham. Men det føltes som om han kendte os.
Tænk på Bowies tekster. Det virker, som om vi – helt fra begyndelsen – ganske enkelt ikke kunne lade være med at læse dem selvbiografisk, som spor og tegn, der kunne føre os til en eller anden autentisk forståelse af den ‘virkelige’ Bowie, hans fortid, hans traumer, hans kærlighedsliv, hans politiske overbevisninger. Vi ville gerne se hans sange som vinduer ind til hans liv.
‘Bowie’ handler i høj grad om at være Bowie-fan. Den er en filosofisk gennemgang af temaerne i hans tekster. Nogle gange lidt for filosofisk til min smag. Kender I det med at falde i snak med et sludrechatol, der går i selvsving i et emne, og bare fortsætter og fortsætter? Sådan var det ind i mellem at læse ‘Bowie’.
Men alt i alt en flot lille Bowie-bog – med de fineste illustrationer. En smuk hyldest til Bowie – og hans fans.
Jeg var glad for, at Bowie var glad, men jeg foretrak den musik, han skabte, da han var mest ulykkelig.
