Currently Reading & Wearing #4

For et par uger siden var jeg til et Murakami event, hvor jeg var så heldig at modtage Murakamis nye roman, Mordet på Kommandanten – en idé viser sig. Jeg er omtrent 100 sider inde i romanen og elsker dens tempo og detaljer. Den starter med sær mystik og slår så over i hverdagsagtige beskrivelser af en ensom skæbne. Romanen tager sig sin tid, og det var lige det jeg trængte til: læsningen føles på en måde meditativ med den nærmest poetiske dvælen ved detaljerne og hverdagsbeskrivelserne. Jeg har i sinde at trække læseoplevelsen ud, smage på ordene, sænke skuldrene og trække vejret dybt mellem linjerne.

Kjolen jeg har på er fra Topshop på Oxford Street – samme shoppetur, hvor jeg købte den kjole jeg havde på i sidste omgang Currently Reading & Wearing. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer, hvilket mærke det er, men kjolen ligger i skrivende stund i vasketøjskurven i det værelse, hvor Edith sover – og jeg skal ikke risikere at vække hende 😉

Currently Reading & Wearing #3

Jeg er halvvejs igennem en helt fantastisk bog. En bog jeg er så fascineret af, at jeg sparer på siderne. Jeg har ikke lyst til at vende den sidste side, jeg vil bare blive i bogens univers.

Det er Louise O’Neills (forfatter til den fænomenale, uhyggelige og vigtige Hun bad selv om det) nye roman: en genfortælling af H.C. Andersens ‘Den Lille Havfrue’. Jeg er imponeret over måden hvorpå hun samler emnerne op og gør dem naturligt relevante og nutidige: piger, der ofrer sig selv for kærlighed, laver om på deres kroppe for at ændre deres liv og lider for skønheden.

Jeg er dybt betaget af det smukke sprog, de grufulde emner og den triste historie. Og så spændt på at se, hvordan hun tolker slutningen; Disneys lykkelige slutning med den store kærlighed eller den originale triste afslutning med død. Eller måske finder hun på noget helt tredje? Jeg er vild efter at finde ud af det, men vil også gerne trække den lidt.

Kjolen jeg har på er fra Miss Patina, købt i TopShop på Oxford Street i London. Den har nogle år på bagen, men er stadig blandt mine yndlings: jeg elsker skjortestilen og de sjove små heste, der får mig til at tænke på gamle karruseller. Den manglende knap og den afskallede neglelak snakker vi ikke om (jeg orker sgu ikke, at gøre noget ved det).

Hav en god Pinse!

Currently reading & wearing #2

Jeg er simpelthen så glad for at have fået garderoben tilbage på Bookworm’s Closet. Også selvom jeg på en dag som i dag viser noget ældgammelt frem. Toppen er fra Topshop og er en af mine gamle favoritter. Allerede tilbage i 2012 anså jeg den for en ældre sag. Nederdelen har ikke nær så mange år på bagen, men har figureret en del her på bloggen – bl.a. på Assistens Kirkegård, i Bangkok og på min fødselsdag i 2015 (et par uger inden jeg blev gravid med Edith). Jeg købte den i Paris i 2013 i en vintagebutik, der hed Episode (den eksisterer vist ikke mere).

Bogen jeg læser er Wind/Pinball, Murakamis to første romaner som nu er samlet i en udgave. Det er en ret sjov udgave; når man har læst den første roman, skal man vende bogen og læse den anden fra bagsiden og på hovedet. Jeg er ca. 60 sider inde i den første roman og kan ret godt lide den. Dog er den lidt rodet i fortælleformen og kan slet ikke hamle op mod Murakamis større værker. Jeg tænker, at det er en roman for fans – bestemte ikke første gangs Murakami-læsere.

Både jeg og Mr. Boyfriend har fri i dag. Sådan rigtig fri. Edith er på besøg hos sin faster, hvor hun skal sove og det hele. Så vi har været ude og spise smørrebrød og har shoppet lidt i kvarteret (2 skeer og en bluse til mig). Nu stener vi i sofaen: Mr. Boyfriend sover, jeg blogger og drikker iskaffe. Kl. 18 har vi et bord på en japansk restaurant på Vesterbro, og hvis vi har energi til det, skal vi ud og høre noget musik bagefter. Men det kan også være, at vi bare går i brædderne; vi døjer begge med en slem hoste og det ville være rart med lidt energi på kontoen. Men på den anden side er det så sjældent vi får mulighed for at komme ud og høre musik. Hvad det hele ender med, kan I sikkert få mulighed for at se på Instagram i min story.

Hav en dejlig weekend!

Currently reading & wearing #1

Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, savner jeg closet-delen af Bookworm’s Closet, og har tænkt meget over, hvordan jeg kunne få det tilbage. Helst i kombination med noget bogligt. Jeg kom i tanker om et gammelt indlæg, hvor jeg viste tøj frem og den bog jeg var i gang med, og tænkte, at det kunne være sjovt at eksperimentere med igen. Håber, at I kan lide konceptet 🙂

Bogen jeg læser:
Den utroligt smukke ‘The Midnight Dance’ af Nikki Katz som jeg er ca en tredjedel inde i. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om den endnu. Til at starte med var den sådan lidt ‘Westworld’ møder ‘Black Swan’-agtig. Men mystikken og den dystre stemning er begyndt af aftage til fordel for et alt for hastigt plot. Det ærgrer mig – men er nysgerrig efter at se, hvad vej bogen vælger at gå.

Tøjet:
Både toppen og nederdel er genbrug, men min cardigan er købt som ny. Mærket er ‘Banned’ og den kan købes mange forskellige steder. Jeg tror, at jeg har min fra Rochahula på Vesterbro. Den fås i mange farver – jeg har den også i lyseblå og elsker dem begge.

Grå Glamourstrik

vintage strik

Som I helt sikkert kan huske, gik jeg i sommer igang med et ambitiøst (for mig i hvert fald) strikkeprojekt: En fin sløjfesweater fra Glamourstrik. Jeg blev egentlig færdig for flere måneder siden, men der gik travlhed i den, så jeg har først fået den afprøvet og fotograferet nu.

vintage strik

Resultatet er OK. Den er desværre blevet lidt for stor. Tror at fejlen er, at jeg tog mål til den imens jeg ammede, så havde en lidt større (og struttende) barm, da jeg gik igang. Så jeg valgte medium-modellen. Da jeg blev færdig med den, var jeg i midlertid færdig med at amme, og mælkbrysterne havde forvandlet sig til små teposer. Så det havde nok været pænere med en small …

vintage strik

Men er nu alligevel ret glad for den. Den er strikket i det fineste Alpaca fra Drops (mellem-grå), og den neutrale grå nuance manglede i mit ellers ret farvestrålende klædeskab.

vintage strik

Sløjferne er ret fine (hvis jeg selv skal sige det).

vintage strik

Det første strikke-stadie:

vintage strik

Øvede mig her i at strikke imens jeg læste e-bog på iPad. Det er det ene ærme jeg er igang med her.

vintage strik

Det kribler i mine fingre for at komme i gang med et nyt projekt fra bogen, men kan ikke blive helt enig med mig selv om, hvilket mønster jeg skal kaste mig over … det kan være, at der kommer en lille afstemning her på bloggen. Først skal jeg dog have gjort kål på nogle garnrester – men mere om det en anden dag.

glamourstrik