Titel: Lykke-Per
Forfatter: Henrik Pontoppidan
Udgivelsesår: 1899
Min bedømmelse: 5 af 5 stjerner
Jeg vil anbefale bogen til: Alle der elsker en god udviklingsroman
Sådan starter den: I en af de østjyske småkøbstæder, der ligger gemt mellem grønne banker I bunden af en tilgroet fjord, levede der I årene før og efter hvor sidste krig en præst ved navn Johannes Sidenius.
Fuck, hvor er det her bare en god bog. Det kom bag på mig, hvor god den egentlig er, selvom jeg har læst og beundret den før. Jeg har et meget specielt forhold til Pontoppidans skønne roman. Det er en udviklingsroman, hvor vi følger Per Sidenius. En enkel bagatel udgør en stor forskel i hans opvækst, da den adskiller og fremmedgør ham over for sin familie. Han er familiens sorte får og dette præger resten af hans liv på godt og ondt.
Jeg har et eller andet med at læse om ambitiøse karakterer – jeg ELSKER når de har et mål, noget de kæmper for. Og det gør Per, der som ung flytter til København med store ambitioner og drømme for at læse til ingeniør. Jeg læste Lykke-Per for første gang da jeg lige var startet på mit eget studie, og selvom jeg absolut ikke delte Pers ambitionsniveau (jeg gik nok lidt mere op i fester og fredagsbar), følte jeg, at jeg kunne relatere til Per og forstå ham fuldt ud.
Det der er ved Lykke-Per er, at den er ufatteligt godt skrevet. Hver en karakter, der nævnes, er én man føler, at man har mødt før. Eller endnu værre: én selv! Og man kan tydeligt mærke, at Pontoppidan virkelig kender sine karakterer. Hver en svaghed, hver en drøm, hver en snørklet krog i sindet kender han i dybden, før han sætter pen mod papir.
Og så er historien helt fantastisk. Pers udvikling og hans arv er helt fænomenalt beskrevet. Sjældent er jeg blevet så rørt over en historie. Den er universel, og kunne genfortælles igen og igen på mange forskellige måder. Sikke en glædelig genlæsning. Det var vidunderligt at vende tilbage til den – den var om end endnu bedre end jeg husker den.
Men denne anmeldelse udtrykker slet ikke mine følelser for bogen. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg har en yndlingsbog, men hvis jeg havde, ville det være denne. Den rummer for mig alt det en vidunderlig bog skal rumme, og den vil altid have en helt særlig plads i mit boghjerte. Jeg må og skal læse den igen – og denne gang skal der ikke gå 10 år.
Da jeg har læst denne bog før, tæller den med i min 2014 Reading Challenge som en genlæst bog.
Åh Pontoppidan. Min dansklærer fra gymnasiet startede min ydmyge beundring for ham som forfatter, jeg har dog aldrig læst Lykke-Per, men min kæreste har faktisk lige skaffet den til mig ^^
Åh, hvor er du heldig, at du ikke har læst den endnu! Hvor ville jeg dog give meget for at læse den for første gang! Din kæreste lyder fantastisk 😀