En god børne-fantasy med et gennemført og genkendeligt univers. Fra ca. 6 år.
Titel: Byen der smeltede (Isens hjerte 2)
Forfatter: Ida-Marie Rendtorff (illustreret af Emil Landgreen)
Sådan blev bogen min: anmeldereksemplar fra Carlsen
Tilståelse: jeg har ikke læst den første bog i serien (Ismanerne fra Tild), så det er muligt, at der er elementer i bogens univers jeg har misforstået.
Vi befinder os i et magisk is-univers, som er ved at smelte. Aira er Ismaner: en, der kan synge is frem. Hendes bedstemor sender hende ud på en mission for at redde verden fra at smelte – og måske finde sin bedste ven, der er forsvundet.
I Byen der smeltede, er Aira og Ulk ankommet til byen Tild, der er ved at smelte helt væk og folk flygter derfra i strømme. Men der foregår også noget mystisk: truende og aggressive vagter holder Ismanere indespærret og tvinger dem til at synge til de segner.
Jeg har læst Byen der smeltede højt for Edith to gange, og blev hurtigt grebet af universet og konceptet. Edith, der er lidt for lille til den (hun er 4 år) forstår ikke så meget af handlingen, men hun er fascineret af den magiske verden af is – og så er hun stolt over at få læst en stor-pige bog uden billeder på hver side.
Bogen er desuden velskrevet med nogle gode detaljer – fx er der små fine referencer til klimaforandringer (uden at det bliver prædikende eller forstyrrende for hsndlingen).