Books

3 mini-reviews: barsk debut, sød fortælling og skuffende manifest

I min juleferie har jeg:

  • Spist en hulens masse julemad og -godter
  • Dyrket en lille smule yoga hver dag (det hjælper faktisk på ens velbefindende med lidt blid yoga, hvis man har spist for meget og det føles som om ens maveskind er ved at eksplodere)
  • Kørt op og ned på Illums rulletrapper med Edith
  • Været ude og spise med Mr. Boyfriend mens Edith besøgte sin faster
  • Og så har jeg læst tre bøger:

Min Kæreste Elskling af Gabriel Talle

En barsk roman om dysfunktionelle familier og misforstået kærlighed

Sådan har fået bogen: Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Plot: Turtle lever et isoleret og vildt liv med sin far, der elsker hende over alt på jorden. Hun klarer sig dårligt i skolen og holder alle på afstand.

Det kunne jeg lide: ‘Min Kæreste Elskling’ er en meget gribende og hjertedolkende roman. Man væmmes og forarges over den misforstået kærlighed, der portrætteres mellem Turtle og hendes far. Den beskriver med velskrevede ord et miljø jeg aldrig har læst om før.

Det var jeg knap så vild med: Bogen var lidt langtrukken ind i mellem. Der er fx mange naturbeskrivelser, hvor der nævnes sorter jeg ikke aner hvad er. Så det var lidt svært at visualisere (og nej, jeg gider ikke google, når jeg læser).

Så jeg kedede mig lidt her og der, men jeg nød alligevel bogen og kan anbefale den til stort set alle – måske især dig, der kunne lide Et Lille Liv.

Yndlings citat:

Nej, det kan ikke passe, at jeg ender med at blive ligesom dig. Sådan kan det ikke ende. Det, jeg tager afstand fra ved dig, vil jeg altid tage afstand fra, og jeg kan ikke i sidste ende finde ud af, at jeg er ligesom dig.

Ballet Shoes af Noel Streatfeild

En sød historie, der er perfekt til dig, der elsker ‘Little Women’

Sådan har fået bogen: Et spontant køb i London

Plot: Fossil-søstrene er løbet tør for penge, og bliver nødt til at være kreative for at tjene penge til familien: de må bruge deres talent og uddannelse inden for skuespil og ballet.

Det kunne jeg lide: ‘Ballet Shoes’ er en af de hyggeligste historier jeg længe har læst. Den giver en varm fornemmelse i maven med sine finurlige detaljer og hyggelige indslag. Det var perfekt læsning i de langsomme juledage med varm kakao og hjemmebag.

Det var jeg knap så vild med: Den er meget sukkersød, og jeg ville aldrig kunne læse den i en anden måde end december. Men den er et godt alternativ til dig, der elsker ‘Little Women’ og gerne vil læse noget mere i den stil.

Yndlings citat:

There is no doubt a new dress is a help under all circumstances.

Sko: Lola Ramona

Aldrig kun til pynt – et søstermanifest af Anja Leighton (i samarbejde med Mette Bender)

Et opgør med puttemiddage, slutshaming og voldtægtskultur.

Sådan har fået bogen: Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Koncept: Anja Leighton, der stod frem om puttemiddagene, fortæller i ‘Aldrig kun til Pynt’ om sine nedværdigende oplevelser og sætter det herefter i kontekst med den kultur vi lever i og det pres, der er på især unge piger.

Det kunne jeg lide: Jeg var virkelig begejstret da jeg hørte om denne bog. Jeg var godt klar over, at det nok ikke var høj litteratur, men det behøver alle bøger heller ikke være. Jeg ønskede virkelig at kunne lide den. Og jeg kunne da også lide bogens pointer. Den udpeger fejl i vores samfund, kvindeundertrykkelse og manglende ligestilling. Det gør den til en bog jeg vil gemme og håbe, at min datter en dag vil læse.

Det var jeg knap så vild med: Jeg havde det meget anstrengt med skrivestilen. Bogen er skrevet i samarbejde med en journalist, og jeg ved ikke helt, om det har været en fordel. Nogle gange virker det som om der er to forskellige stemmer, der taler – fx i et afsnit, hvor der først står “vi unge” og et par sætninger efter “de unge”.

Det er en skam, for Anja er faktisk dygtig til at fortælle. Det er fascinerende at høre hende fortælle sin historie, men det bliver forstyrret af, at der drages konklusioner midt i det hele, som tydeligt er tanker hun (eller journalisten) har gjort sig bagefter. Det ødelægger fortællestilen, flowet og gør bogen overdrevet belærende. Det er et klassisk eksempel på, hvor galt det kan gå når ‘show – don’t tell’-reglen bliver ignoreret. Her er et eksempel:

“Hallo, hvorfor var det egentlig, du kom med? Nåh, ja, det var fordi du smed trøjen. Du kan til gengæld ikke finde ud af at drikke, tydeligvis.”

Det var vildt pinligt, at jeg ikke kunne leve op til kravene. Jeg havde jo gjort deres holdninger til mine egne, internaliseret deres tanker, og derfor tænkte jeg, at det var, fordi jeg ikke var god nok.

“Fuck altså, jeg er jo kedelig. Jeg er jo ikke sej, jeg kan ikke finde ud af det.”

“… internaliseret deres tanker”??? Det ved vi jo godt, at hun ikke tænkte i situationen. Det havde virket så meget stærkere, hvis hun blot skrev, hvad der skete og hvad der for gennem hendes hoved. Så kunne analysen være kommet bagefter.

Der bliver slynget facts ud på siderne, men de bliver ikke understøttet af reelle tal og kilder. Derudover bliver der draget konklusioner om drengenes følelser, hvilket virker dobbeltmoralsk, da hun selv lider under, at andre tror, at de ved hvad hun har følt i en given situation.

Når nu der skulle en journalist ind over, ville jeg have ønsket, at hun havde gjort mere ud af sit arbejde: fået fat i nogle flere udtagelser, interviewet nogle af drengene, og nogle af de andre piger – både dem der deltog og dem der meldte fra til puttemiddagene.

Yndlings citat:

Reaktionen fra mange var, at når jeg selv havde været med, kunne jeg ikke brokke mig bagefter. Jeg fik at vide, at jeg fremstillede mig selv som offer. At jeg ikke havde respekt for mig selv. Men det er misforstået. Det er det, jeg har. Og det er derfor, at jeg aldrig nogensinde overhører mavefornemmelsen igen. Når den buldrer, er der noget galt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *