Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1 og brev 2.
7. december 2003
Kære Troels.
Tak for dit brev. Det bliver nok et kortere brev end sædvanligt fra min side i denne omgang. Semesteret er ved at være slut og der er derfor meget at lave. Skal aflevere en opgave i næste uge og er ikke engang begyndt på den endnu. Har heller ikke købt nogle julegaver. Men når nok det hele i sidste ende.
Og tak for julemærkerne. Har allerede brugt et af dem. Skulle sende min mor et godsbedrings-kort. Hun var til julefrokost med sine gamle kolleger samme aften jeg var til julefrokost med arbejdet. Så var de ude og bowle og der faldt hun og brækkede sin ankel. Den stakkel. Så jeg skal også købe julegaver for hende.
Jeg er lidt træt i dag. Holdt julefrokost for mit søsterskab i går. Formåede vidst at være en god værtinde og fik lavet en god middag. Og vi havde det sjovt. Og min stue lignede noget, der var løgn da jeg vågnede i morges.
Nu må jeg hellere kaste mig over dit brev…
Ang. mit BA-projekt; for et år siden blev jeg undervist i amerikansk litteratur. Der gennemgik vi nogle af de vigtigste emner inden fra litteraturen – og tro mig , der er mange interessante temaer at hente der! Vi læste mange forskellige romaner, noveller og digte og så dem alle i lyset af forskellige temaer. Amerikansk litteratur er nok det mest interessante kursus jeg har haft på KUA. Men det der mest fangede min opmærksomhed var nok da vi læste en novelle af Henry James – Daisy Miller: A Study (1879). Den behandler i høj grad konflikten der opstår, når et individ kæmper for sin frihed og nægter at bøje sig for samfundets uskrevne regler. Dette emne fandt jeg interessant og valgte derfor at belyse det i projektet. Hvis du vil vide mere om dette emne eller høre noget om de andre emner inkl. litteraturen så bare sig til. Jeg skal med glæde finde mine gamle noter fra undervisningen frem . – Er glad for at du kan lide mine fodnoter. De gør det hele lidt mere overskueligt end brugen af parenteser.
Hvor var det dog et fantastisk citat af Søren Kierkegaard du havde med i brevet. Det siger nogenlunde det samme som det jeg havde med sidst men på en hel anden måde. Har aldrig selv læst i Enten-Eller, men har Forførerens Dagbog i min reol. Besynderligt nok er den alfabetisk placeret lige ved siden af Jan Kjærstads forfærdelige roman Forføreren. Den jeg var et år om at læse…
Nu vi snakker om bøger; jeg er nu blevet færdig med Jørgen Stein. Den blev interessant igen hen mod slutningen. Og jeg må sige at selvom der var alt for mange kedelige passager så er helhedsindtrykket godt. Var lettet over, at Jørgen fandt lykken til sidst. Glæder mig til at snakke med dig om den. Og lige ang. det; det er svært for mig at sige hvad tid jeg kan kigge forbi på lørdag. Normalt har jeg fri 14:30 men det veksler utroligt meget. For det meste synes jeg at jeg bliver hurtigere færdig af forskellige årsager. Men jeg tror at du kan regne med mig mellem kl. 13:00 og 14:30. Mere præcis kan jeg desværre ikke være. Nogle gange bliver det også senere. Det er meget svært at sige på forhånd da der kan ske så meget uventet. Du må bare være opmærksom på at lytte efter klokken for jeg har jo ingen nøgle at tage med. Så skal jeg nok være tålmodig hvis det tager tid for dig at åbne.
Ang. din sidste bemærkning i brevet; Jeg håber aldrig at min mærkelige nabo og transvestitten kommer på besøg hos mig! Vil ikke kunne overskue at blive rodet ind i deres intriger og slåskampe. Og jeg har heller ikke nogen adventskrans at tænde for dem. Har aldrig i mit liv haft en adventskrans og skal heller ikke have det. Har til gengæld to fine juledekorationer med kalenderlys.
Men nu må jeg videre i programmet. Brevet blev vist alligevel af normal længde. Må have skrevet hurtigere end jeg plejer.
Pas nu godt på dig selv. Vi ses på lørdag.
Noter:
Havde glemt alt om mit søsterskab fra Uni. Det gik ud på at mødes og drikke sig i hegnet. Vi havde yderst seriøse vedtægter og vigtige poster. Søsterskabet gik dog i opløsning. Én faldt fra, da hun blev sur på os andre, da vi forsøgte at stoppe hende i at køre spritkørsel. Den anden havde jeg et meget nært venskab med som dog stoppede brat – den historie får I i et senere brev til Troels. Den tredje er jeg stadig veninder med. Hun bor på min vej, og vores børn går i samme vuggestue.
Jeg genlæste sidste år Henry James’ ‘Daisy Miller’ – du kan læse min anmeldelse her.
Får helt lyst til at læse ‘Jørgen Stein’ igen – er dog lidt irriteret over min egen spoiler …
Har aldrig fået læst Kirkegaard …
Og her er et billede som jeg mener blev taget til den aften med søster-skabet jeg omtaler i brevet: