Lykke-Per er en af mine yndlings romaner. Det var romanen, der i sin tid definerede, hvad det var jeg godt kunne lide ved at læse bøger.
Det var min gamle bogven, Troels, der fik mig til at læse den. Han talte om den igen og igen, men mit 21-årige jeg bed ikke rigtig på; var det ikke noget gammelt tungt noget? Han forsikrede mig, at Lykke-Per bestemt ikke var tung – tværtimod.
Så jeg gav den en chance. Og jeg elskede den! Jeg slugte de 800 sider på tre uger, hvilket var ret vildt eftersom jeg lå i sprit hver weekend havde travlt med studie og arbejde. Og han havde ret, den gode gamle Troels; Lykke-Per er ikke spor tung. Den er endda på min top 5 over letlæste klassikere.
Jeg genlæste den igen for 4 år siden: her lyttede jeg til den på lydbog sammen med Mr. Boyfriend. Han faldt pladask for den og min kærlighed blomstrede op igen. Altså til romanen – ikke til Mr. Boyfriend.
Her er hvorfor jeg elsker den:
- Det er historien om outsideren: Per er familiens sorte får, og det er hjerteskærende at læse om hans ensomhed og knuste drømme under opvæksten.
- Per er intelligent og ambitiøs: jeg elskede at høre om hans planer og tanker – jeg heppede på ham hele vejen igennem.
- Karaktererne er interessante og troværdige; Pontoppidan kommer med de fineste små detaljer om personernes tanker og følelser. Man får det indtryk, at han kender dem bedre end de kender sig selv.
- Romanen belyser de svære beslutninger i livet og modet til at se sine dæmoner i øjnene.
- Slutningen er så perfekt og fin.
Og så er den lige blevet filmatiseret af Bille August og har præmiere i morgen, fredag.
Har du læst Lykke-Per? Og skal du ind og se filmen?