Jeg er glad for, at I tog så godt imod mit nye koncept på bloggen med at fortælle om de film og serier jeg har set på det sidste. Denne gang har vi (Mr. Boyfriend og jeg) genset en miniserie som vi så lige da vi var blevet kærester for 13 år siden.
Og så har vi fundet et nyt koncept til filmaftener: vi skiftes til at vælge en overraskelsesfilm. Den eneste regel er, at såfremt det er en film vi har set sammen før, skal den anden godkende den – en regel jeg indførte for at forhindre Mr. Boyfriend i at vælge Clueless hver eneste fredag.
Her er de film og serier vi har set:
Brideshead Revisited (1981)
En pragtfuld miniserie om den unge Oxford-studerende, Charles Ryder (spillet af en meget ung Jeremy Irons), der knytter et nært venskab til den festlige og charmerende Sebastian Flyte. Sebastian er en forpint sjæl, der kæmper mod sin families dominerende og religiøse bånd. Charles suges ind i og betages af den glamourøse famile, særligt af Sebastian og søsteren Julia, der hver især plages af katolicismens og familiens greb.
Fun fact: vores gamle kat, Wilcox, er opkaldt efter butleren på Brideshead.
Jeg vil anbefale den til dig, der godt kan lide klassikere og Downton Abbey. Jeg så den på dvd – ved ikke, om den kan streames. Jeg kan også anbefale bogen.
A rainy day in New York (2019)
Denne Woody Allen-film valgte jeg til filmaften. Og ja, jeg valgte den kun fordi Timothee Chalamet har hovedrollen. Den handler om et ungt par, der tager til New York for at tilbringe en romantisk weekend sammen, men alt går galt og de tilbringer det første døgn hver for sig i stedet.
Det er desværre ikke nogen særlig god film: plottet et tyndt og klichefyldt, og humoren farceagtig. Timothee og Selena Gomez spiller godt, men Ellen Fanning overspiller til den store guldmedalje. Og så køber jeg altså ikke, at solen skinner imens det regner en hel dag; ja, det ser pænt ud på film, men det blev bare for meget.
Vil ikke anbefale filmen, men hvis du insisterer, kan den bl.a. lejes på YouTube.
Pigen med paraplyerne (1964)
En fransk film med Catherine Deneuve – og en film Mr. Boyfriend har fablet om lige siden vi mødtes: Et ungt og forelsket par skilles ad fordi han skal i militæret. Da han vender hjem er alt forandret.
Det er en historie vi har hørt mange gange før, men filmen skiller sig alligevel ud. Fx er scenografien i top: der er de lækreste pang-farver, og jeg hungrer efter at eje hele Catherine Deneuves garderobe. Ja, det hele er meget opstillet, men det passer godt til filmen – som i øvrigt bliver fortalt via sang hele vejen igennem. Selvom det er en bittersød kærlighedshistorie, er der underspillet humor hele vejen igennem – fx da de midt i en særlig følelsesladet scene pludselig begynder at synge om benzinpriser. Genialt!
Jeg kan varmt anbefale filmen – men du skal nok være til den slags film for at kunne nyde den. Kan streames gratis på Filmstriben – du skal bare bruge dit biblioteks-login.
Se også: Film jeg har set på det sidste #1