Kære Troels, #5

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1, brev 2, brev 3 og brev 4.

16. januar 2004

Kære Troels.
Tak for dit brev og tusind tak for tillægget om Paul Auster. Jeg blev meget glad for begge dele. Tænk, at du sådan har siddet og taget noter! Ville ønske, at jeg havde hørt programmet. Men jeg har slet ikke tålmodighed til at høre radio. Det tager jo et stykke tid, før man finder ud af hvilke programmer, der er gode og hvor og hvornår de kommer. Kan du mon ikke hjælpe mig på det punkt? Kan huske, at du engang fortalte mig om et program, der ville interessere mig, men siden har jeg glemt alt om det. Har slet ikke hørt radio det sidste halve år. Synes, at hver gang jeg tænder og går de forskellige stationer igennem, er der ikke andet end dårlig musik og irriterende værter. Derfor hører jeg aldrig musik i radioen. Men der er vel nogle gode programmer, jeg går glip af?
Og så er det tid til endnu et afsnit af Drama i Opgangen. De to tosser har holdt sig i ro siden sidst. Tror dog de stadig taler sammen, så der er håb forude. Men i mandags væltede der pludselig 4-5 betjente ind i opgangen. De skulle op til et par der bor et eller andet sted skråt over mig. Burde ikke kunne høre dem med den afstand, men må tit lægge øre til deres skænderier. Især manden har en gennemtrængende stemme. Så de fik altså besøg af politiet. Opfangede ordet ”husspektakler”. Flere detaljer kan jeg desværre ikke give. Må tage et kursus som spion.
Jeg er ellers blevet meget glad for Krøniken. Synes virkelig det er en god serie – og jeg har ellers en del at sammenligne med. Min yndlings person er Søs – hun nægter at følge reglerne!!! Dernæst er jeg meget begejstret for Palle. Han er meget stærkere end han selv tror. Er spændt på hvor meget han kommer til at udvikle sig gennem historien.
Jeg er blevet færdig med Det Jeg Elskede. Fremragende roman! Hun er virkelig dygtig! Derefter læste jeg Robert Craigs debutroman Cover to Cover fra sidste år. Min veninde S og jeg gav hinanden den samme bog i julegave. Jeg fik Cover to Cover af hende og hun fik så den danske udgave; Efter Bogen. Den var også udmærket. Og nu er jeg så halvvejs igennem Midt i en Jazztid. Indtil videre synes jeg den er elendig. Men jeg prøver at være optimistisk og give den en ordentlig chance. Men hvis min mening ikke har ændret sig, når jeg er færdig med den, er det så ikke i orden hvis jeg springer To Mennesker Mødes over? Jeg kan virkelig ikke lide Sønderbys skrivestil og vil hellere gå videre til noget andet. Indtil videre er det eneste gode ved den dét at den er forholdsvis kort. Jeg bryder mig ikke om hovedpersonen. Synes han er umoden og belastende. Hans tanker er uinteressante og svarer til en 14-årigs lommefilosofi og usammenhængende tankestrømme. Håber ikke jeg fornærmer dig. Ville virkelig ønske jeg kunne lide den. Tænker altid på, hvad der dog er galt med mig, når jeg synes store klassikere er noget bras.
Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg gav min mor Austers Orakel Nat i julegave. Hun var meget begejstret for den. Kunne endda bedre lide den end Illusionernes Bog. Hun var meget grebet af den, og ville hellere læse i den end at snakke med min far. Så nu går han i gang med den i morgen.
Jeg er glad for, at du synes godt om Fs digte. Jeg har ikke så meget med hende at gøre. Som sagt læser vi samme sted og hun er gode venner med et par af mine veninder. Men jeg kan rigtig godt lide hende. Det digt jeg umiddelbart synes bedst om er Friends. Her ser man en anden side af depressionen. Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig med at oversætte digtene for dig. Det er jo svært at gøre mundtligt. Der vil være en del ord jeg ikke kan oversætte på stående fod. Men jeg skal da gøre et forsøg.
Ja, jeg har en øjenvippebukker, men bruger den sjældent, da det er lidt besværligt. Det er vigtigt at man ikke har nogle makeuprester siddende og det synes jeg er besværligt. Men det er en god opfindelse og det bliver pænt når man bruger den.
Det glæder mig at Lou Reeds Walk on the Wild Side blev brugt som underlægningsmusik i baggrunden til programmet om Paul Auster. Det er et fantastisk og stemningsfuldt nummer. Denne sang bliver faktisk nævnt i Det Jeg Elskede. Hovedpersonens bedste ven synger den som godnatsang for sin søn, der blot er et spædbarn. Hans kone bryder sig ikke om det, da hun mener det er en meget upassende sang. Det kan der være noget om, da den handler om transvestitter der prostituerer sig . Jeg vedlægger teksterne til sangen i dette brev, så kan du selv bedømme om det er en upassende vuggevise.
Det var alt for denne gang. Nu skal jeg snart gå. Skal hjem og spise hos min veninde, S. Pas nu godt på dig selv. Vi snakkes ved.

Noter:
Fantatisk detalje om Troels: at han havde siddet og hørt et radioprogram han tror ville interessere mig, og derfor har siddet og griflet noter til mig! Den slags mennesker er der langt imellem.
Endnu en sjov detalje om Troels: han spørger ind til, om jeg har en øjenvippebukker!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *