bogklub, Books

3 mini-reviews: selvbiografisk roman, syret flip og poetisk tristhed

Jeg har læst 3 meget forskellige bøger – her er mine tanker om dem:

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

En gribende og brutal fortælling som jeg vil anbefale til alle! – anmeldereksemplar

Yndlings citat:

Mine forældres ord var giftige som kviksølv. Når de én gang var kommet ind i mig, kom de aldrig ud igen. Pervers, unaturlig, ækel. I de perioder, hvor jeg havde det godt, kunne jeg nogenlunde holde dem væk fra mine tanker, men når jeg havde det skidt som nu, følte jeg mig forgiftet af dem.

Plot: En selvbiografisk roman om Leonoras Christina Skovs brutale og ukærlige opvækst: hendes forældre vender hende ryggen, da hun springer ud som lesbisk. Vi følger hende gennem karrieren, kæresteforhold og venskaber – hvor forældrenes ekstreme fjendtlighed, bebrejdelser og manglende accept forfølger hende.

Det kunne jeg lide: Det her er en af de bedste bøger jeg længe har læst. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så grebet af en fortælling. Her er nogle af de ting jeg elskede ved den:

  • Leonora er en regelbryder (en type karakter jeg altid har elsket at læse om). Der er klare forventninger til hende: hun skal have en ‘rigtig’ uddannelse, opføre sig ordentligt og stifte en normal familie. I stedet flytter hun til København, læser litteraturvidenskab og bliver kæreste med en kvinde.
  • Leonora er ambitiøs (endnu et karaktertræk jeg har en svaghed for): jeg elskede at læse om hendes drømme om København, skriverierne og studiet. Jeg heppede på hende hele vejen igennem (selvom jeg jo godt vidste, hvordan udfaldet ender).
  • Leonora er en kick-ass heltinde og et kæmpe forbillede. Hun er simpelthen så sej – som 20-årige har hun mere mod og styrke end jeg nogensinde kunne drømme om at få.
  • Romanen er benhård og barsk. Det er interessant, frygtelig og medrivende læsning.
  • Leonora Christina Skov løfter sløret for hele skriveprocessen og deler sine kvaler med os.
  • Vi får de dejligste hverdagsdetaljer: hvordan hun indretter sit hjem, det tøj hun går i, det musik hun hører, de bøger hun læser, det mad hun spiser og de barer hun hænger ud på.
  • Jeg læste den med min bogklub på arbejdet, og det er den bog vi har diskuteret og snakket mest om! Vi kunne blive ved og ved med at tage emner op.

For mit vedkommende kunne LCS sagtens skrive en roman med hverdagsglimt fra hendes liv. Homo-miljøet, forlagsverden og de venner hun har var fascinerende og stemningsfuldt læsning.

Det var jeg knap så vild med: De første 100 sider var ikke så gribende som resten af romanen og jeg følte ikke rigtig, at den kom i gang. Her blev der for mit vedkommende fokuseret for meget på skriveprocessen. Det fungerede godt senere, da man var blevet grebet af historien, men så tidligt i fortællingen virkede ikke nær så interessant som senere hen.


Dans, dans, dans af Haruki Murakami

En syret og velskrevet afslutning på en ligeså syret og velskrevet serie.

Plot: Fårejagten er slut, men nu begynder folk at dø på mystisk vis omkring vores stakkels hovedperson, der også er hovedmistænkt i opklaringen. Og så er der et mærkeligt hotel, hvor man nogle gange havner i et parallelunivers.

Det kunne jeg lide: Romanen er velskrevet med finurlige dialoger og personer, hvis lige jeg aldrig er stødt på før. Der er skønne hverdagsdetaljer med madlavning og musik. Og hjerteskærende ensomhed hos outsideren i det japanske samfund.

Det var jeg knap så vild med: Det her er simpelthen for syret. Jeg prøvede ikke engang at finde hoved og hale i plottet og symbolikken. Murakami er heldigvis senere blevet bedre til at harmonere det syrede og mystiske med reel handling. Den var underholdende nok, men manglede lidt af den gode historie vi havde i forgængeren, En Vild Fårejagt.

Et must-read for Murakami-fans.


Alt hvad du ejer af Caspar Eric

Små poesi-agtige glimt af ensomhed og knuste hjerter.

Den dag du troede du skulle være far
blev der installeret et permanent savn i dig

Plot: Vi følger et par (fra mandens synsvinkel), hvor kvinden aborterer i 11. uge, og deres forhold langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Vi springer fra glimt til glimt mellem tid og sted og får små bidder af deres forhold, sorgen, og det, der kommer efter bruddet. Fortalt nærmest i digt-form, men læst som en roman. En roman, der godt kan lide at prikke lidt til ens hjerte.

Det kunne jeg lide: Det var en hjerteskærende historie med nogle fine og kloge observationer. Jeg elskede hvordan de smp poetiske glimt langsomt byggede den hudløst ærlige fortælling op.

Det var jeg knap så vild med: Der var ikke noget jeg ikke brød mig om.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *