3 reviews: fransk bestseller, realistisk YA og ligegyldig fantasy

De sidste par uger er/har jeg:

• Passet en syg Edith, der kastede op i 11 timer fra fredag aften til lørdag morgen imens hun grædende fortalte os, at hun var trist.
• Været panisk angst for at blive smittet.
• Blevet smittet. Slap dog meget billigt og undlod at kaste op. Fik til gengæld ondt i maven hver gang jeg spiste andet end knækbrød.
• Haft fødselsdag, hvor jeg blev fejret med fridag, fastelavnsbolle, læsning, yoga, massage, sushi og chokoladekage.
• Endelig fået set ‘Sharp Objects’. En lidt kedelig start, men hold nu op hvor bliver den vild til sidst! Så uhyggelig.
• Ønsket, at folk ville lade være med at tagge mig i konkurrencer på Instagram. Jeg bliver hver gang så glad for, at nogen vil fortælle mig noget, og så er det bare pligt-tagging.
• Strikket en sød ræve-hue til Edith. Med ører og det hele. Og hun er ikke særlig glad for den. Hun flåede den i hvert fald af, smed den på gulvet og sparkede til den.
• Gået i gang med et strikkeprojekt til mig selv. Jeg er nemlig ikke en utaknemmelig fnatmide.
• Og så har jeg læst 3 bøger:

1

Måske fortæller jeg dig det en dag af Heidi Fjelstrup

En realistisk ungdomsroman om incest, seksualitet og magt. Perfekt til dig, der kunne lide Provinspis og Mørke Rum.

Sådan har jeg fået bogen: Anmeldereksemplar fra Tellerup

Plot: Udadtil er Ene en helt normal gymnasieelev; hun går til fester, hænger ud med sin veninde og skændes med sine forældre. Men hun bærer på en dyb hemmelighed som hun ikke tør fortælle nogen.

Det kunne jeg lide: “Måske fortæller jeg dig det en dag” er en hjerteskærende, men letlæst, roman, der dykker ned i emnet incest og den selvdestruktive adfærd det kan medfølge. Vores hovedperson fremstår som en egocentreret og hysterisk teenager, og virker derfor meget ægte. Den hemmelighed hun bærer på bliver dermed så meget mere smertefuld og virkelig at læse om. Jeg elskede romanens hudløse ærlighed og fine detaljer.

Og så er den imponerende velskrevet. Især forholdet til forældrene fandt jeg særdeles godt fremstillet: hendes egocentrerede mor med lavt selvværd, hendes modbydelige stedfar, der kan charme alle, og hendes vattede far, der ikke reagerer på faresignalerne og som hun savner så det gør ondt helt ind i læserens hjerte. Av!

Det var jeg knap så vild med: Hovedpersonen gennemgår en stor udvikling gennem romanen, og jeg manglede, at der blev sat ord på nogle af de følelser, der følger med sådan en udvikling og hvad, der præcis driver hendes udvikling. Lidt flere detaljer ville have været godt.

Yndlingscitat:

Det er som om alle hendes invitationer er forsinkede anklager.

2

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

En beretning om at have et anstrengt forhold til sin mor – kan især være noget for dig, der elskede Den der lever stille

Sådan har jeg fået bogen: købt på saxo.com

Plot: Delphine de Vigan fortæller sin mors historie og om sin egen opvækst med en psykisk syg misbruger.

Det kunne jeg lide: Fortællingen var meget rørende og gribende. Familien, der beskrives er langt fra hvad jeg ellers har læst om, og jeg nød at læse om de sære familierelationer. Især romanens første halvdel greb mig meget: her hører vi om moderens opvækst, hvor Vigans fortællestil er meget stærk.

Det var jeg knap så vild med: I anden halvdel gik det lidt galt … Her er det Vigans egen opvækst, der er fokus på, og man kan desværre mærke et fald i kvaliteten; det er hardcore minder og glimt fremfor velskrevne tolkninger som i første halvdel.

Generelt synes jeg, at der var for meget fokus på skriveprocessen. Det kan være meget interessant at læse om, men her blev det for meget, og afbrød fortælleren unødvendigt meget.

Sammen med romanens mange gentagelser, blev læseoplevelsen til tider en anelse kedelig. Desværre. Men alligevel en god og anbefalelsesværdig bog.

3

Sea Witch af Sarah Henning

En ligegyldig fortælling om havheksen fra ‘Den Lille Havfrue”. Kan ikke anbefales.

Sådan har jeg fået bogen: Jeg har købt den. Vist nok i London … kan ikke huske det …

Plot: ‘Sea Witch’ er fortællingen om Havheksen fra ‘Den Lille Havfrue’: om en heks, der bliver til en havheks.

Det kunne jeg lide: øh … tja … hen mod slutningen holdt jeg op med at kede mig …

Det var jeg knap så vild med: Jeg elsker normalt genfortællinger af de klassiske eventyr, hvor det hele bliver vendt lidt på hovedet og vi får skurkens syn på sagen. Jeg beundrer fx filmen Maleficent. I Sea Witch gik det dog galt. Det største problem er, at bogen er kedelig. Det er først den sidste tredjedel der er tilnærmelsesvis interessant.

Kun omkring 5 % af bogen foregår i vandet, hvilket er ret lidt, hvis man forventer havfruer og havhekse. Størstedelen af romanen foregår på land, hvor vi følger en fattig pige, der i virkeligheden er en heks. Jeg vil ikke gå mere i detaljer, for det var ikke nogen særlig interessant historie; plottet og karaktererne har vi alle mødt mange gange før.

Jeg kan ikke anbefale denne bog til nogen. Hvis man gerne vil læse en god genfortælling af Den Lille Havfrue, kan jeg anbefale Louise O’Neills The Surface Brakes. Og hvis du gerne vil læse en anderledes havfrue-serie kan jeg anbefale Sarah Porters Lost Voices trilogi (har dog i skrivende stund kun læst de to første)

Fraklip …