5 bøger jeg håber, at Edith læser som teenager

Reklame – indeholder anmeldereksemplarer

Det her er ikke bøger jeg håber, at Edith læser fordi det kunne være en hyggelig læseoplevelse. Det er bøger, jeg håber, at hun vil læse, fordi de er fucking vigtige og lærerige og burde læses af alle – ikke kun teenagere.

1: Hun bad selv om det af Louise O’Neill

18-årige Emma er smuk og populær. En lørdag tager hun til fest. Hun drikker og tager stoffer. Bagefter kan hun intet huske. Men der er oprettet en facebook-side med billeder af hende, hvor hun er bevidstløs og nøgen og en gruppe drenge fra hendes skole har sex med hende.

Jeg håber, at Edith vil læse den af mange årsager:
1) Hvis nogen gør noget mod dig mod din vilje, er det ikke din skyld. Hvordan du har opført dig og hvordan du har klædt dig gør ingen forskel. Du har ikke selv bedt om det.
2) En reminder om at passe dig selv, når du er ude og drikke/tage stoffer (selvom det kunne hun selvfølgelig ALDRIG finde på).
3) En reminder om at passe på dine venner / andre mennesker: hvis du ser én til en fest, der har drukket sig bevidstløs, så hjælp vedkommende hjem og lad en voksen tage over.
4) Hvis nogen bliver udstillet/udskammet på SoMe, er det vigtigt at anmelde det og ikke like, kommentere osv. Også selvom den udskammede person er én, du ikke bryder dig om.


2: Skabt for dig – igen af Louise O’Neill

Evaer er kunstigt designet på samlebånd. De opdrages på skolen til at tilfredsstille mænd, stræbe mod perfektion uden at veje et gram for meget, og motiveres med selvhad. Pigerne rangeres efter udseende og kæmper om at ligge nr. 1. Vi følger Frieda, der håber på at blive valgt som hustru når hun er færdig på skolen.

Jeg håber, at Edith vil læse den fordi den belyser de farlige skønhedsidealer vi ser i dag – selvom det er en dystopisk roman. Mange af bogens problemstillinger er desværre relevante i dag, og jeg mener, at den er meget lærerig i forhold til skønhedsidealer og selvhad.


3: Og så drukner jeg … af Ditte Wiese

Josephine er arketypen på 12-talspigen, der stræber efter at være perfekt. Vi følger hende i ugerne op til, under og efter eksamen i 3. g. Hun skal have de højeste karakterer, ind på det rigtige studie, have den perfekte kæreste, tage de rigtige selfies, dyrke nok motion og spise den helt rigtige kost. Hver time i hendes liv er skemalagt med alt fra motion og kærestetid til lektier og tv-serier. Og så er hun på betablokkere for at kunne håndtere det hele.

Jeg håber, at Edith vil læse den fordi bogen sætter fokus på det pres mange unge mennesker er under i dag. Og den fortæller, at du ikke eksisterer udelukkende i dine præstationer – du er også dit eget fantastiske dig. Og du behøver virkelig ikke at være perfekt.


4: The Hate U give af Angie Thomas

Starr bor i ghettoen, men går på en privatskole i den anden ende af byen, hvor der mest er hvide. En aften er hun vidne til, at hendes bedste ven bliver dræbt af en politibetjent. Midt i sin sorg, bliver Starr en offentlig figur, og hun er tvunget til at finde umenneskelige styrker for at stå frem og sige fra overfor fordomme. Også selvom fordommene kommer fra hendes egne venner.

Jeg håber, at Edith vil læse den fordi den er lærerig i forhold til ikke blot racisme, men fordomme generelt. Og fordi den er mediekritisk og sætter fokus på at finde sin styrke og sige fra over for uretfærdighed.


5: Aldrig kun til pynt af Anja Leighton

Anja Leighton, der stod frem om puttemiddagene, fortæller i ‘Aldrig kun til Pynt’ om sine nedværdigende oplevelser og sætter det herefter i kontekst med den kultur vi lever i og det pres, der er på især unge piger.

Jeg håber, at Edith vil læse den selvom jeg faktisk ikke brød mig om den. Jeg havde det svært ved skrivestilen og den manglende dokumentation. Men: den udpeger fejl i vores samfund, kvindeundertrykkelse og manglende ligestilling. Jeg håber selvfølgelig, at den ikke længere vil være relevant om 10 år, men hvis den er, så håber jeg, at Edith vil læse den.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.

One thought on “5 bøger jeg håber, at Edith læser som teenager

Comments are closed.