Godt nytår alle sammen! Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år, og er frisk på nogle boganbefalinger?
Her er højdepunkterne for mit 2018:
- 2018 blev året hvor vi endelig flyttede ind i vores dejlige lejlighed
- Edith blev pludselig et børnehavebarn
- Jeg døjede med kæbesmerter (som der nu næsten er styr på)
- Jeg har haft en masse bekymringer og uafklarede spørgsmål i mit liv, som har fyldt meget og gjort, at jeg ikke helt har været mig selv. Beklager, at jeg er så kryptisk, kan bare ikke komme nærmere ind på det i skrivende stund.
- Jeg startede en online bogklub hvilket var en megagod beslutning – jeg synes, at det er helt vildt spændende og nyder det meget mere end jeg havde troet.
- Og så læste jeg mange bøger …
I januar satte jeg mig for at læse 45 bøger i 2018, hvilket var lidt mere end i 2017. På trods af flytning og generel travlhed, nåede jeg alligevel mit mål og så en del mere: jeg læste faktisk 67 bøger i 2018. I følge Goodreads er det 22,538 sider.
Det er faktisk min rekord! Før jeg blev mor, læste jeg omkring 50 bøger om året. Forklaringen tror jeg er, at jeg er blevet mere effektiv og bevidst om den tid jeg har. Og så er jeg bare blevet bedre til at snige læsetid ind. Det har jeg skrevet lidt om her og her.
Men lad os se lidt på de bøger jeg læste i 2018. Jeg har generelt læst mange gode bøger, men har prøvet at finde de 10 frem, jeg synes er de bedste – i helt tilfældig rækkefølge (indeholder anmeldereksemplarer):
- Den der lever stille – Leonora Christina Skovs brutale selvbiografiske roman
- Vi har altid boet på slottet – en mystisk og genial klassiker, der netop er blevet oversat til dansk
- Skabt for dig – en dystopisk roman, der føles så ægte, at det er skræmmende.
- Mordet på Kommandanten – del 1 i Murakamis nye mystiske mesterværk
- Små Påsatte Brande – en eftertænksom og spændende roman som jeg glæder mig til at se filmatiseringen af
- Alt eller Intet – en finurlig ungdomsroman med de skønneste detaljer og twists
- Hun bad selv om det – en barsk roman om skyldfølelse og slutshaming
- The Hate U Give – en vigtig historie, der ændrede noget i mig
- The Age of Innocence – genlæsning af klassikeren min datter er opkaldt efter
- Rynkekneppesygen – en af de mest vanvittige bøger jeg længe har læst. Griner stadig indvendigt.
Lad os til sidst tage en liste over de 5 mest læste blogindlæg i 2018. En af de mest populære indlæg ever, er Strikkede Karklude fra 2016 som stadig får overraskende mange klik. Der er et norsk strikke-website, der linker til siden, og hælder enorme mængder trafik den vej. Men karkludene kommer altså ikke med på listen, da indlægget er fra 2016. Det gør de her 5 indlæg til gengæld:
- Vil du være med i min nye Bogklub? Dejligt, at så mange var / er interesserede!
- Mommy Talk: Sådan finder jeg tid til at læse Jeg er glad for, at I kunne lide min guide!
- 5 bøger der har fået mig til at grine Havde faktisk troet, at den med at græde ville være mere populær (se, der fik jeg lige sneget et ekstra link ind).
- Mine 5 yndlings bogbloggere Let’s spread the love!
- 5 bøger om bøger findes der bogelskere, der ikke elsker bøger om bøger?
I 2019 vil jeg gerne:
- få noget afklaring (jævnfør kryptisk punkt i 2018-listen)
- dyrke yoga hver dag.
- belønne mig selv med endnu flere læsestunder, så jeg har udfordret mig selv til at læse 70 bøger.
Sjovt det med karkludene – ind imellem er det de mest pudsige blogindlæg, der får opmærksomhed. Jeg har et indlæg om gode lydbogsoplæsere, som jævnligt får nye kommentarer – hvilket er ret hyggeligt 🙂
Jeg håber på at få læst lige så meget i år som sidste år. Jeg har færre bogudfordringer men glæder mig over de få, jeg har udvalgt 🙂
Jeg synes jeg nåede at læse mange gode bøger i 2018, og 2019 lover allerede godt. Er lige blevet færdig med ‘Vi har altid boet på slottet’, og har næsten ikke kunne slippe den fra jeg begyndte. Super fængslende fortælling!!!
Ja, det er virkelig skægt – og den post bliver ved med at få visninger 😀
Den er bare SÅ god!